Indkøbskoordinator til Team Garden

Har du kendskab til detailhandel, og kan du med dit gode overblik holde styr på et stort varekartotek? Arbejder du samtidig struktureret, og har du sans for detaljen? Så er du måske den Indkøbskoordinator vi søger, i branchens største kæde af byggevarehuse.

I BAUHAUS har vi vokseværk. Vi ekspanderer, bygger nye varehuse og optimerer vores forretningsprocesser. Lige nu søger vi en dygtig Indkøbskoordinator, der har lyst til at være en del af vores vækstrejse. Vi søger dig, der kan agere bindeled mellem vores varehuse og leverandører og som kan sikre de korrekte data og informationer om vores mange produkter og leverandører.

Teamet og jobbet

Med reference til Produktchefen inden for Haven, bliver du en del af en Indkøbsafdeling bestående af 30 engagerede kollegaer. Du vil blive en del af team Garden og får en bred kontaktflade til både leverandører og kollegaer i vores varehuse. Opgaverne udføres i tæt samarbejde med Produktchefen, hvor dit ansvar bl.a. bliver:

  • Support til indkøbsteamet og servicering af/koordinering med varehuse i Danmark og Island
  • Oprettelse af leverandører, varer og indhentning af varestamdata, herunder også håndtering af samhandelsaftaler
  • Indtastning og korrekturlæsning af produktinformation til alle salgskanaler og markedsføringsmedier, herunder fremskaffelse af fotos og formulering af markedsføringstekster
  • Udvælgelse af produkter samt deres placering i aviser og til kampagner
  • Indkøbsrelaterede ad-hoc-opgaver

Om dig

Der kan være flere indgange til denne stilling. Måske er du nyuddannet eller i starten af din karriere og drømmer om at blive en del af en indkøbsafdeling. Måske sidder du allerede som indkøbsassistent, koordinator eller produktassistent og er klar til at blive en del af et stort indkøbsteam. Din baggrund er ikke afgørende, men vi vægter derimod din positive tilgang til opgaverne, dit gåpåmod og lysten til at samarbejde bredt. Som person kendetegnes du desuden som:

  • En god samarbejdspartner, der fungerer godt som en del af et team
  • Struktureret, god til at skabe/bevare overblikket og sætter en ære i at have styr på dine ting
  • Serviceminded og åben
  • Innovativ og proaktiv i din tilgang til løsningen af opgaver

Jobbet kræver, at du har gode kompetencer i Microsoft Excel samt, at du behersker engelsk i skrift og tale. Tysk er en fordel, men ikke et krav.

Vi tilbyder

Udover en spændende og tempofyldt hverdag i et socialt fællesskab med gode kollegaer, tilbyder vi:

  • Varierende og selvstændige arbejdsopgaver
  • Fleksibilitet og gode udviklingsmuligheder
  • Ansættelse i en familieejet virksomhed med mange stolte traditioner og med fokus på udvikling
  • Attraktive rabatordninger, kantineordning, kaffe-/te-/frugtordning, en aktiv personaleforening, sundhedsforsikring, pensionsordning mv.

Er du interesseret, og har du lyst til at vide mere?

Så er du velkommen til at kontakte Produktchef Anne Grethe Aakervik på 87423856. Vi afholder samtaler løbende, og stillingen besættes, når den rette kandidat er fundet.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning!

Del på:

Jobtype:

Fast

Arbejdstid:

Fuldtid

Arbejdsdage:

Dag

Ansøgningsfrist:

23-09-2024

Tiltrædelse:

01-11-2024

Arbejdssted:

Aarhus / Tilst

Yderligere oplysninger fås hos:

Anne Grethe Aakervik

Telefon: +45 87 423 856

Mobil: +45 22 891 312

Hjemmeside:

http://www.bauhaus.dk

Kontoradresse:

Anelystparken 16 8381 Tilst